Valg af guld, hvidguld, rosaguld eller platin?
Valg af enten hvidguld, almindeligt guld, rosaguld eller platin er meget individuelt. Almindeligt guld og hvidguld koster stort set det samme, mens platin er dyrere. Herunder kan du læse om de forskellige egenskaber ved de forskellige typer af guld og platin.
Almindeligt guld
Guld er i sin rene form det mest formbare og duktile materiale, der kendes. Et enkelt gram af metallet kan hamres ud til en kvadratmeter bladguld, og det kan faktisk gøres tyndt nok til at blive gennemsigtigt.
Det rene guld er således for blødt til de fleste praktiske formål og bruges derfor i legeringer med andre metaller som fx sølv og kobber. Når guld benyttes til smykker, angives dets renhed i karat. Rent guld er 24 karat, men til smykker benyttes ofte 22k, 18k, 14k eller 8k. Jo lavere "k" (karat), des højere er indholdet af sølv eller kobber i legeringen. Valget af metaller kan bruges til at justere farven på den resulterende legering. En større mængde af sølv, palladium eller nikkel giver hvidguld, mens en større mængde kobber giver rødguld - altså det de fleste kalder alm. guld.
Hvidguld
Hvidguld er en legering af guld og mindst et hvidt metal, som regel sølv eller palladium. Hvidguld bruges hovedsageligt som erstatning for det dyre ædelmetal, platin, i smykkefremstilling. Ligesom rent guld måles hvidguld i karat. Hvidguld har større styrke og er lettere at bearbejde end rent guld.
Den fineste kvalitet hvidguld er som oftest mindst 17 karat og består af guld og palladium, sommetider med en smule platin, bl.a. af hensyn til vægt og holdbarhed. Hvidgulds naturlige farve er trods navnet lysegrå.
Rosaguld
Rosaguld er guld med en rødlig/rosa farve, som opnås ved at komme mere kobber i legeringen. Dette materiale er de seneste år kommet meget frem indenfor design af smykker. Rosaguld er ved at blive en ny klassiker.
Platin
Platin er det 78. grundstof i det periodiske system og har det kemiske symbol Pt, som stammer fra det spanske udtryk platina (spansk for “lille sølv”). Platin fremstår under normale forhold som et tungt, hvidt sølvskinnende metal. Platin tilhører gruppen af tunge platinmetaller, sammen med metallerne iridium og osmium. Metallet er velegnet til brug i smykker, hvilket bl.a. skyldes at metallet ikke iltes, end ikke ved høje temperaturer. Platin angribes heller ikke af saltsyre eller salpetersyre, men kan dog opløses i kongevand (blanding af 3 dele konc. saltsyre og 1 del konc. salpetersyre).