Sådan renser du dine smykker

09/05/2019

Smykker er skabt til at blive brugt. Derfor vil smykker løbende have brug for en rensning for at opretholde glansen. Du kan ligeledes forlænge dine smykkers levetid ved at følge små huskeregler i din hverdag.

For at holde dine smykker funklende og flotte bør du så vidt muligt tage dine smykker af, når du vasker hænder, går i bad, svømmer eller vasker op. Sæbe og vand er ikke det bedste for dine smykker ved hyppig kontakt, da ædelmetallet patineres, og sæberester sætter sig i smykket. Smykker er desuden følsomme overfor skønhedsprodukter. Derfor er det en god idé at tage sine smykker på som det sidste i din morgenrutine.

Har dine smykker brug for en rensning, har vi lavet en guide til hvordan du bedst muligt renser dem hjemme. Husk at vi hos ToftJessen tilbyder professionel rensning, polering og renovering, så dine smykker igen vil se ud som nye.

 

Guide til hvordan du renser dine smykker hjemme

 

Guldsmykker

Guld er et blødt materiale. Det reneste guld kaldes finguld og betegnes 24 karat. 24 karat er dog oftest for blødt til smykker, hvorfor guldsmykker i Danmark hovedsageligt produceres i karattyperne: 18 karat og 14 karat.

Guld er det mest anvendte ædelmetal til smykker, og et materiale, der holder sig blankt og smukt i mange år. Det er dog stadig vigtigt at pleje sine guldsmykker. Du kan let og simpelt rense dem på følgende måde:

  1. Læg dine guldsmykker i et varmt vandbad
  2. Tilføj et par dråber opvaskemiddel
  3. Børst smykkerne forsigtigt med en blød tandbørste for at få snavset af
  4. Skyl dem i rent vand
  5. Tør smykkerne med en blød klud og poler dem

 

Platinsmykker

Platin er det ædelmetal, der kan holde til mest, og dermed holder sig pænest. Ligesom andre ædelmetaller kræver platinsmykker ligeledes pleje for at bevare den blanke overflade, da snavs og skidt kan sætte sig fast på smykket. Platinsmykker kan renses hjemme på samme måde som guld.

 

Sølvsmykker

Sølv er mere blødt og følsomt end guldsmykker, og kræver derfor mere vedligeholdelse. Sølvsmykker kan få en snavset, gullig og mørk overflade, som er en del af den naturlige oxideringsproces. Er dine smykker alt for oxideret kan du rense dine smykker på følgende måde:

  1. Læg dine sølvsmykker i varmt vand tilsat opvaskemiddel
  2. Lad dine smykker ligge i ca. 10 minutter
  3. Skrub forsigtigt med en blød tandbørste
  4. Skyl efter med rent vand

 

Diamanter

Diamanter er verdens mest smukke og funklende sten. Diamanter vil ikke blive ridset, miste farve eller brillans ligesom andre ikke-naturlige ædelsten, men diamanters skønhed og brillans kan hindres af snavs og fedt, da lyset ikke kan finde vej gennem diamanten. Det er derfor en god idé at rense sine diamantsmykker jævnligt.

Vi guider dig her til, hvordan du let og hurtigt kan rense dine diamantsmykker:

  1. Opløs en smule opvaskemiddel i en skål med lunt vand
  2. Lad smykket ligge i opløsningen i ca. 30 minutter
  3. Børst og rens forsigtigt diamantsmykket med en blød tandbørste – pas på ikke at ridse det ædelmetal, som diamanten er sat fast på/sidder i
  4. Skyl diamantsmykket under rindende vand
  5. Dup diamantsmykket tørt med en blød klud

 

Perler

Perler er fantastiske og ét af naturens vidundere som i årtusinder har været brugt til smykker. Perler bliver kun smukkere, når de er i direkte berøring med huden, men kræver omhyggelig pleje, for at bevare glansen i overfladen. Man siger en perle ’’dør’’ når perlen bliver mat og trist i overfladen.

For at holde perlen smuk i overfladen kan man opbevare den i en fløjlspose, hvor den kan ånde. Generelt skal man ligeledes undgå, at perlen kommer i kontakt med rengøringsmidler, kosmetiske produkter, hårspray, solcreme og andre produkter. På trods af at perler er opdrevet i vand, er vand på listen over ’’skadelige’’ midler. Tag derfor perlesmykket af inden brusebad og badning. Perler tager dog ikke skade af at blive rengjort i vand så længe de ikke udsættes for vand dagligt.

Har dine perlesmykker brug for en kærlig hånd, kan du derfor følge nedstående trin: 

  1. Skyl perlerne i lunkent vand
  2. Tør efter og poler dem med en blød klud

 

Generel opbevaring

I en travl hverdag er det ikke altid, at vi husker at opbevare vores smykker korrekt. For at holde sine smykker funklende og smukke længe, har vi hos ToftJessen en opfordring til, hvordan du bedst muligt opbevarer dine smykker.

Smykker bør opbevares i lufttætte og syrefri plastikposer. Brug én pose til hvert smykke, så smykkerne ikke ridser hinanden og læg smykkerne i et smykkeskrin eller i en æske, så de ikke udsættes for direkte sollys. 

Modsat guld og sølv må perler ikke opbevares i lufttæt pose, da perlen skal kunne ånde. Opbevar perlen i en fløjls- eller silkepose.

 

 

Vi håber du har fået indsigt i smykkepleje, så du kan passe godt på dine smykker, ellers er du velkommen til at kontakte os.  Ønsker du professionel renovering, polering eller rensning af dine smykker, kan du læse mere her.

 

De bedste hilsner
ToftJessen